Mandag kl. 08.30 fremstillede anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi en 24-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Den 24-årige mand er sigtet for flere forskellige indbrud og indbrudsforsøg begået henover weekenden på Djursland.
Den 24-årige blev anholdt søndag morgen kl. 08.44 i Kolind på Djursland, efter Østjyllands Politi modtog en anmeldelse kl. 07.26 om et igangværende indbrud på en nærtliggende adresse. En beboer havde overrasket manden, som var i gang med at forsøge at begå et indbrud på Nødagervej i Kolind. Indbrudsforsøget mislykkedes, da manden blev opdaget, og han flygtede fra stedet.
Kort tid efter fandt en patrulje frem til den 24-årige mand, som passede på signalementet. Han blev anholdt og sigtet i sagen samt i flere øvrige indbrudssager fra området henover weekenden.
Ved mandagens grundlovsforhør ved Retten i Randers blev den 24-årige mand varetægtsfængslet i fire uger frem til mandag den 30. september. Kendelsen blev ikke kæret til landsretten.