Nyt fra Kolind i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Kolind er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Fremstilling i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 09.15

Østjyllands Politi fremstiller kl. 09.15 en 36-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Den 36-årige sigtes for grov afpresning i 13 sager i perioden april 2022 til juni 2023. Den 36-årige blev anholdt i Viborg onsdag kl. 09.21 efter længere tidsefterforskning.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre.

**

 

Fremstilling i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00 en 45-årig polsk mand.

 

Den 45-årige blev anholdt onsdag kl. 12.32 efter at have stjålet flere drikkevarer fra et supermarked på M.P. Bruuns Gade i Aarhus. Da manden er sigtet for indtil flere lignende forhold fremstilles han med henblik på varetægtsfængsling.

**

 

Fremstilling i grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller kl. 12.00 to mænd på hhv. 36 og 31 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

De to mænd blev anholdt onsdag kl. 17.11 på en adresse i Kolind, da politiet ankom til stedet på baggrund af et tip om, at der skulle være narko på adressen. Begge mænd sigtes for overtrædelse af våbenloven samt besiddelse af narko med henblik på salg.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre.

**

 

Flere klip uddelt under færdselsindsats på Giber Ringvej

Flere borgere har den seneste tid kontaktet politiet med anmeldelser om, at der bliver kørt for stærkt på Giber Ringvej syd for Aarhus.

På den baggrund foretog Færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi onsdag aften hastighedskontrol på strækningen. Denne bekræftede borgernes anmeldelser, da der på knap halvanden time blev sigtet ni personer for hastighedsovertrædelser. Heraf kørte otte så hurtigt, at det udløste et klip i kørekortet.

Særligt en person gjorde sig dog uheldigt bemærket: En mandlig bilist kom kørende med 109 km/t mod de tilladte 80 km/t, men kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han var frakendt førerretten og ikke måtte køre bil.

Bilens ejer, som sad ved siden af og var i besiddelse af gyldigt kørekort, fik derfor også en bøde for at overlade sin bil til en person uden gyldig førerret.

Samlet set fordelte overtrædelserne sig således:

  • 3 x hastighedsovertrædelser til klip i 8+-zone
  • 3 x hastighedsovertrædelser til klip i 70-zone
  • 1 x øvrige hastighedsovertrædelser
  • 1 x kørsel i frakendelsestiden
  • 1 x manglende overholdelse af oplysningspligt
  • 3 x øvrige færdselsovertrædelser

Færdselspolitiet udførte ligeledes hastighedskontroller på Giber Ringvej flere gange i sidste uge, hvor der også blev uddelt flere bøder.


**

 

Fandt stjålne handicapskilte i standset bil

Østjyllands Politi har den seneste tid modtaget flere anmeldelser om indbrud i biler, hvor der er blevet stjålet handicapskilte.
En patrulje fra Aarhus Vest blev derfor ekstra opmærksomme, da de under en rutinestandsning af en personbil på Janesvej i Brabrand onsdag kl. 17.31 fandt fire handikapskilte i en lomme bag et sæde.

 

Det viste sig også, at tre af skiltene var meldt stjålet fra personbiler den 15.-16. juli, og at de fire skilte tilhørte fire forskellige borgere, hvoraf ingen var identiske med nogen af de to mænd på hhv. 18 og 22 år, som sad i bilen.

De to mænd blev sigtet for tyverierne og alle skilte blev genudleveret til deres retmæssige ejere.


**

 

Brand i lejlighed i Viby

Østjyllands Politi modtog onsdag kl. 11.55 anmeldelse om brand i en lejlighed på Stenkildevej i Viby. En patrulje kørte hurtigt til stedet, hvor brandvæsenet netop var ved at påbegynde slukningsarbejdet, og hvor beboerne selv havde sørget for at evakuere opgangens beboere ud på gaden, og betjentene påbegyndte evakuering af nabo-opgangene.

En 58-årig kvinde, som boede i lejligheden hvor branden opstod, blev kørt på hospitalet til tjek for røgforgiftning samt behandling for brandskader. Der var store både brand- og røgskader på flere lejligheder, men ingen øvrige personer kom til skade.

Årsagen til branden er endnu ikke fastlagt og vil blive undersøgt nærmere.

**

 

Samsø-festival: Flere mindre narkofund på ferie-øen

Der er i disse dage festival på Samsø og Østjyllands Politi er til stede for at sikre, at alt foregår godt og ordentligt. Onsdag eftermiddag og aften blev det blandt andet til sigtelser for besiddelse af narko til seks forskellige personer. En 17-årig dreng blev desuden sigtet for at opgive et forkert navn til politiet.

Betjentene foretog desuden stikprøvevis grænsekontrol i Ballen Lystbådehavn. Dette førte dog ikke til nogen sigtelser.

Østjyllands Politi vil også være til stede under resten af festivallen.

**

 

Kvinde anholdt, da hun nægtede at oplyse navn

En 52-årig kvinde måtte onsdag middag med en tur på politistationen, efter at hun havde nægtet at opgive sit navn til politiet.

Kvinden var blevet bortvist fra en restaurant på Ryesgade i Aarhus, men nægtede flere gange at give sine oplysninger til politiet. Hun blev derfor ilagt håndjern og taget med på stationen.


**

 

Kortslutning i stikkontakt gav røgudvikling

Politi og brand kørte onsdag kl. 11.47 til Vibyvej i Åbyhøj, hvorfra der var anmeldelse om røg fra en kælder. Det viste sig dog hurtigt, at der blot var tale om en kortslutning i en stikdåse.

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 07.51 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i sydgående retning nord for Hadsten, da en 31-årig mandlig bilist påkørte den forankørende bilist, som var en 27-årig mand. Den 27-åriges bil blev herved skubbet ind i autoværnet i midterrabatten. Begge mænd blev tilset af en ambulance på stedet, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade. Da den 31-årige blev skønnet påvirket, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel og taget med til udtagning af blodprøve.

Onsdag kl. 17.13 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Vilhelm Becks Vej og Christian Xs Vej i Viby, da en 55-årig mandlig bilist kørte over for rødt og påkørte siden af en bybus, ført af en 62-årig mand. Den 55-årige blev ud over færdselsforseelserne sigtet for narkokørsel.


**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Engparken i Ryomgård begået onsdag den 19/7 mellem kl. 06.25 og kl. 17.13
  • På Baskildevej i Ask ved Malling begået mellem mandag den 17/7 kl. 16.00 og onsdag den 19/7 kl. 12.00
  • På Yrsavej i Randers begået mellem tirsdag den 18/7 kl. 21.00 og onsdag den 19/7 kl. 14.30
  • På Børupvej i Tranbjerg begået onsdag den 19/7 mellem kl. 12.00 og kl. 13.00
  • På Tommesensvej i Hammel begået onsdag den 19/7 mellem kl. 21.50 og kl. 22.55
  • På Bildbjerg Parkvej i Aarhus N begået torsdag den 20/7 kl. 02.03

 

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi